Fredag d. 24. april kl. 18 slår Cirkus Baldoni teltet op på arealet ved siden af Havdrup Idrætscenter.
Forestillingen starter kl. 18 og der er billetsalg en time før, eller via deres hjemmeside baldoni.dk.
Billetterne koster i år fra 110 kr. til 210 kr.
Cirkus Baldoni skriver selv om forestillingen:
I år kommer vi vidt omkring.
Fra Mongoliets højslette til de Schweiziske Alper, fra Tysklands tyrolerfest til Moskvas statscirkus og fra Etiopiens savanne til Danmarks grønne enge.
Det er endnu engang lykkedes os at engagere artister, der aldrig før har optrådt i Danmark og det bliver en sand fornøjelse at præsentere deres imponerende numre.
Oplev et hæsblæsende ikarisk nummer, hvor han ligger på ryggen og med sine fødder jonglerer med sin makker i et tempo, der får pulsen helt i top og med en sværhedsgrad, der ikke før er set i Danmark.
I vil se slangemennesker, der gør det umulige muligt, når de med elegance og ekstrem smidighed udfører fantastiske skulpturlignende formationer.
Et herligt hundenummer, ekvilibristiske diabolojonglører, balancekunst med flyvende tæpper og masser af klovnerier med Danilo, der har udviklet helt nye numre til i år. Luftens rum bliver indtaget af en harmonikaspillende kvinde og et spændende nummer i gyngende tov.
Alt sammen præsenteres af direktør Baldoni og løven Leonardo, der helt sikkert vil sætte gang i løjerne.