Borgerforeningen i dyb krise.
Borgerforeningen har efter en ufrivillig Corona-pause indkaldt til den årlige ordinære generalforsamling, mandag d. 6. juli kl. 19:30 i Hallens cafeteria.
Indkaldelsen er ikke helt magen til den, som oprindeligt blev udsendt i foråret, idet flere af bestyrelsens medlemmer har valgt at genopstille til bestyrelsen, på trods af, at det tidligere var meldt ud, at man ikke ønskede genvalg.
Efter Michael Pedersens udmelding om, at han af personlige årsager var nødt til at trække sig, stod det klart, at foreningen formentlig ikke ville overleve, hvis alle trak sig som planlagt.
Alle tilbageværende bestyrelsesmedlemmer har derfor accepteret at genopstille alene med det formål at sikre foreningens overlevelse.
Et tilbagevendende problem
Det er desværre ikke første gang at Borgerforeningen har været i bekneb for bestyrelsesmedlemmer – snarere tværtimod.
I stort set hele foreningens levetid har bestyrelsen ikke været fuldtallig og i den seneste lange periode har bestyrelsen kun bestået af 5 personer, mod de 9 som er fastsat i vedtægterne.
Da det samtidig har været svært at finde “stabile” frivillige kræfter til foreningens arrangementer – dvs. frivillige som “går igen” fra år til år – er det endt op med, at en stor del af det praktisk arbejde, i sidste ende, alligevel er endt hos bestyrelsesmedlemmerne.
Der skal ske noget – i år
Som tidligere skrevet har alle de tilbageværende bestyrelsesmedlemmer valgt at genopstille for at sikre foreningens overlevelse.
Bestyrelsen er dog fuldt ud klar over, at det ikke nytter at fortsætte som nu, hvorfor der frem til generalforsamlingen 2021 alene arbejdes målrettet på følgende:
- Foreningen skal have alle bestyrelsesposter besat. På den kommende generalforsamling skal bestyrelsen bruge 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf en vil være villig til at tage kasserer-posten for minimum en 2-årig periode. Derudover skal der bruges 2 suppleanter som er villige til at træde ind i bestyrelsen i løbet af nærmeste fremtid.
- Alle arrangementer skal have tilknyttet en gruppe af frivillige, som er villige til at være “fast” tilknyttet arrangementet. Opgaverne vil bestå af det rent praktisk arbejde på selve dagen, men for enkelte også af selve planlægningen af arrangementet. Målet er, at grupperne i øget omfang bliver selvstyrende indenfor nogle rammer sat at bestyrelsen.
Ovenstående er i et eller andet omfang prøvet før, men nu er der kun et skud tilbage i bøssen. Hvis bestyrelsen ved årsskiftet 2020/2021 kan konstatere, at der ikke er den nødvendige opbakning i byen, vil der på næste generalforsamling blive stillet forslag om at afvikle foreningen iht. vedtægterne.
Her og nu
Generalforsamlingen finder sted mandag d. 6. juli kl. 19:30 i Havdrup Hallens Cafeteria og der skal som skrevet bruges 2 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
Såfremt man har interesse i at træde ind i bestyrelsen, er det vigtigt at man er indmeldt i foreningen inden generalforsamlingen. Man er først endeligt indmeldt når opkrævningen via MobilePay er betalt.
Indmeldelse kan ske her: http://www.havdrupborgerforening.dk/meld-dig-ind/
Halloween, julemarked og juleudsmykning
Lige nu står det hen i det uvisse hvad der skal ske med de tre 2020- arrangementer som endnu ikke er afviklet.
En ting er, at bestyrelsen fortsat ikke ved om det er muligt at afvikle dem i forhold til den nuværende pandemi, men under alle omstændigheder er det byens borgere, som i sidste ende afgører, hvad der bliver til noget.
Med andre ord – bestyrelsen ser sig nødsaget til at aflyse alle arrangementer, hvor der ikke er den fornødne opbakning ifb. med planlægning og afvikling.
Såfremt man ønsker at blive tilknyttet et af foreningens arrangementer som frivillig, kan det ske her:
http://www.havdrupborgerforening.dk/netvaerket-af-frivillige/
Med venlig hilsen – og håbet om mange år endnu for Havdrup Borgerforening
Bestyrelsen.